til at starte med vil jeg lige fastslå at jeg er computer-junkie. har været med fra starten af, jep, 80’erne, c64, judas priest, hele lortet. jeg elsker de muligheder der er for at kommunikere i dag. man kan slå alt op uden at bruge timer på store og tykke leksika. man kan sende en besked verden rundt på sekunder. man kan komme i kontakt med folk fra fjerne lande. udveksle meninger og synspunkter og derved lære en masse om andre kulturer, andre mennesker, verden og sig selv.
men hvis ens engagement i egen mening ikke strækker sig til mere end at klikke “like” så er jeg ikke interreseret i at høre den. i min optik er det at sige “jeg er enig med dem der er enige med de andre”. det er et problem at debatten bliver mere overfladisk og ligegyldig. nogle mennesker mener det er så vigtigt for alle andre at høre at nu har de været ude at handle. det er de fleste af os hver dag. det rager mig en høstblomst om der er tomater på tilbud i super-brugsen. hvis en af mine venner bliver kunde nummer 1000000 i netto og vinder en måneds forbrug af netto varer syntes jeg det er en sjov historie og vil meget gerne vide det. men ellers, nej.
mit problem er at min adhd gør at min koncentration ryger hvis jeg får 3 − 4 sms’er på 5 minutter. det tager mig timer at komme i gang igen. nogle gange kommer jeg ikke i gang igen og hvorfor? fordi folk mener at jeg skal tvinges til at tage del i deres - undskyld udtrykket - lort. nogle gange har jeg haft lyst til at tage et billede af indholdet af toilettet efter mit første morgenbesøg og tilføje teksten: “se en flot bæ jeg har lavet her til morgen”.
jeg har prøvet at give igen med samme mønt og man får intet svar retur. derfor mener jeg at det er overfladiske ligegyldigheder. jeg har haft forsøgt at ignorere det, blandt andet ved at slukke telefonen, men så går det ud over min email (her er der så muligheden for at markere folks email-adresse som spam, heldigvis).
jeg har sågar været ude for folk der begynder at spørge mig om hvad det ene eller det andet stykke software koster. klokken 22 om aftenen. jeg svarede naturligvis forkert med vilje og fik den rigtige pris retur. altså var vedkommende udemærket i stand til at finde prisen selv. og spørger man ind til om folk eksempelvis skal til at lave musik på computeren er svaret “nej, jeg vil bare gerne vide hvad prisen er”.
når jeg vågner om morgenen så ligger der allerede 10 sms’er fra folk der absolut skal vide om jeg har sovet godt, hvad jeg skal have at spise, hvad jeg skal lave resten af året. hvordan er vejret. og når man ikke har svaret hurtigt nok så er det “hvorfor svarer du ikke? sover du”. ja, klokken er 3 minutter over 6. “svar nu, jeg er ensom”. nej, man er ikke ensom fordi man har været alene hele formiddagen. man er ikke ensom bare fordi man ikke har fået en sms de sidste 2 timer. man er ikke ensom fordi der ikke er nogen der klikker like på et billede af ens nye sko.
jeg vil meget gerne vide det hvis der sker noget ud over det sædvanlige. men hvor mange gange forventer folk at jeg gider kommentere billede nummer 5000 af deres kat der slikker sol i vindueskarmen. det hjælper jo ikke engang at lade være med at svare for så kommer det samme spørgsmål bare igen og igen og igen. ofte 3 −4 gange hurtigt efter hinanden. jeg syntes ikke det er sødt når et lille barn tigger om slik i netto (men kan udemærket sætte mig ind i hvorfor) og slet ikke når voksne mennesker tigger - ja, nærmest kræver - opmærksomhed på den påtrængende og anmassende måde (her er så ingen forståelse overhovedet).
og hvis man endelig så svarer ærligt på hvad man skal hele dagen - hvis man altså skal andet end lige ned at handle - så får man “ok”, “he he” eller “det vil jeg også gerne” tilbage. og så bliver den ellers sendt videre til alle andre. det handler nemlig ikke om at man gerne vil engagere sig i sine venner. det handler om at man vil have noget at fortælle videre. for man kommer jo ikke selv med noget med et reelt indhold. det er så vigtigt for nogle mennesker at alle ved hvad de laver: “se mig! jeg gør så mange spændende ting. jeg er så speciel og interessant. se hvad jeg lige har gjort.”
jeg bruger selv twitter som en mental brækspand nogle gange. og at der er nogen der syntes at det jeg skriver er pladder-filosofisk vrøvl, simpsons citater og mærkelige digte og ordspil, har jeg kun forståelse for. men problemet er ikke større end at man kan klikke “unflollow” og så er problemet løst. jeg skriver så heller ikke til folk: “hvorfor følger du mig ikke mere?”
jeg syntes da selv at der er mange spændende ting ved mig men det er ikke interessant for alle. at jeg hygger med computeren, metal-guitar og min ’isme betyder ikke at resten af verden syntes det er så frygteligt spændende at de må vide alt. jeg føler i hvert tilfælde ikke at det er så vedkommende at alle skal vide at nu har jeg lært en ny skala. og helt ærligt, hvad skal man tale om når man så er sammen?
hvor den sygelige trang at andre skal tvinges til at deltage i ens helt almindelige dagligdag kommer fra skal jeg nok afholde mig fra at kommentere, men jeg tænker mit. jeg forlanger ikke at alle skal stoppe med den overdrevne brug af overfladisk kommunikation. jeg beder bare om at jeg ikke skal være en del af det. hvorfor kan man ikke få lov til at vælge fra?
*** løsningen er: en mobil med flytilstand der kun slåes fra når man bruger den ;-)
